Vi lavede bamser

mandag den 28. november 2011

Vores bamser
Idag var første dag, i den udvidede Kreative Café på Lunderskov Bibliotek. Vi lavede de planlagte mosbamser og jeg er da lidt solgt ;) De blev rigtigt søde og var slet ikke så svære, som jeg forestillede mig det.

Fuld gang i binderiet
Med halm, former man bamsens indre. Først laver man to arme og to ben... og dernæst former man hovede og ører ud i et. Disse ting sættes sammen om en krop. Og bamsen ser på dette tidspunkt ret tynd og ynkelig ud....da man ikke behøver bruge alt for meget krudt på at gøre den pæn. Det er langt mere vigtig at den er meget fast bundet, så den ikke falder fra hinanden.

Arme og ben på rad og række
Og så skal mosset bindes på. Her er det godt at have store flader af mos, så man ikke skal lappe for meget :) Denne del af bamsen er slet ikke svær. For er bamsen lidt mager nogen steder, får den bare et lag mos mere.

Se bare hvor sølle den må/kan se ud, inden mos bindes på
Det eneste der skal formes uden halm, er bamsens næse, som bare er lavet af en "bold" af mos. Og til slut sættes øjne, næsetip og sløjfe om halsen fast på bamsen :) Er de ikke søde??

Vi har halm til MANGE bamser endnu, så vi skal prøve at lave flere, næste gang vi har torsdags krea-cafe :)

Så bestemt en super aften, med lidt ny lærdom.... og det er jo aldrig skidt ;)



Julemarkeder

Flot kunst af Mette Maya Gregersen
Lørdag var jeg rigtig på juletur :) Hele 3 julemarkeder blev besøgt. Både på Trapholt, Koldinghus og Volkerts Fabrikker... alle i Kolding.

Vi startede på Trapholt, hvor der igen i år, var mange dygtige kunstnere repræsenteret :) Både nye og gamle.

Flotte gummismykker
Een af dem der fangede min interesse, var Hanne Jensen, der lavede flotte og anderledes gummismykker :) Dejligt at se noget nyt af det materiale.

Linedyr's stjerne
Line Dyrholm, kendte jeg til i forvejen. Men hun havde nye spændende ting med. Blandt andet stjernen herover, samt nogen strikkede stykker, hvor du kunne klippe figurer ud og sy dem sammen og fylde dem med bamsefyld.  Lidt som klip-selv i papir, dette var bare strik :) Dette var en idé hun har udviklet i samarbejde med "Bonderøvens" kone, Theresa Maria Jessing.

Line kender du måske allerede pga. bogstaverne herunder :)


Jesper Ranums "skæve" kunst
Der var også plads til de, i min verden, lidt "skæve" og sjovere tilgang til keramikkens verden. Jesper Ranum, har her en hel linje, af genkendelige former! :)

Kan du genkende formen?? ;)
Lene Frantzen
Nu, med min nyopdagede interesse for uld, faldt jeg også for Lene's skønne ting :) Hun har virkelig en evne til at se muligheder i uld! Kig lige hendes hjemmeside og butik.


Men der var MEGET mere end jeg har vist her. Disse ting var kun fra Trapholt... alle dem på Koldinghus fik jeg slet ikke knipset.

Men inden vi tog hjem, fik vi lige ørerne fyldt af flot klassisk musik :) Og sikke omgivelser at lytte i !!




Stress a !!

fredag den 25. november 2011


Stress a, fik jeg at vide i mandags, da jeg hørte på Pernille Rosenkrantz-Theils foredrag! Og jeg måtte gå hjem med en øjenåbner af de lidt større. Jeg fandt ud af at det, som jeg troede var en begyndende vinterdepri, nok istedet er stress i et eller andet stadie.

Jeg glemmer IGEN og IGEN at jeg altså ikke magter det, som mange andre gør! Jeg kan ikke holde til at være ude af huset til dette og hint 3-5 gange om ugen, hver eneste uge.

I hvert fald ikke uden at ende ud med, elendig hukommelse, at blive lidt tudevorn, at sove møg elendigt og med mange vilde drømme og hvad der nu ellers hører med til sådan noget træls noget....


Så efter at have tygget lidt på en masse ny info om stress, som jeg ikke vidste... som fx at stress er en FYSISK tilstand og ikke alene en psykisk ting. At den ikke betyder at jeg bare er svag og ikke kan NÅ ting. Men en fysisk målbar ting.... Ja så har jeg de sidste to dage taget konsekvensen og trukket stikket ud.

Både sådan lidt i praksis mht telefonen. Men også mentalt. Jeg har ladet de ting ligge som jeg ikke magtede og kun taget det som faldt mig ind.

Så idag stod den på lidt photoshoot, af nogen vandperler jeg købte for lidt tid siden, til mine orkideer :)
Noget jeg har savnet LÆNGE! Og for at det overhovedet har kunnet lade sig gøre, så er det fordi jeg har mødt en fantastisk kvinde via min blog. Nemlig Pia, der havde et objektiv til overs, som hun ikke brugte.
Pia, du aner ikke hvor taknemmelig jeg er :) Og jeg glæder mig til vi skal på tur en dag.


Og jeg kan mærke at jeg skal ud og hilse på Kolding Fotoklub og møde andre fotoramte :) Og ikke mindst suge til mig af ting jeg aldrig har LÆRT, men bare gjort :)


Fotografi kan noget, som jeg ikke tror andre hobbies kan for mig. Det kan tømme mit hovede for ALT andet end det jeg står midt i :) Og det er bestemt en god egenskab for en person der altid har "fluer i hovedet".


Så planen er, at jeg på sigt, skal se om jeg kan spare sammen til et større og bedre kamera. Jeg drømmer om mange forskellige modeller, men den mest overkommelige, tror jeg må være Canon Eos 7D.

Men indtil da, så hygger jeg mig, med det jeg har :) Og idag er tiden bare fløjet. Det eneste jeg har lavet ud af huset, var at hente Nanna på skolen, da de havde uventet tidligt fri. MEN så hyggede vi os lidt i centret, med en chinabox og lidt osen rundt. Det er længe siden vi har gjort det, uden at det havde et specifikt formål.


Så efter TO dage med ro i rumpen, tror jeg godt lige jeg kan magte at besøge Koldinghus julemarked og måske også lige Trapholts også!


Fotos er fremkommet ved hjælp af en glasplade, en spotlampe, forskelligt farvet stof, blomster og perlerne er de der vandperler man kan købe til blomster :) God fornøjelse, hvis du skulle få lyst at prøve også :)






Giveaway vindere!


SÅ er det tid til at trække vidnerne af Tina Dalbøges e-bøger, "Lav selv cool julepynt" og "Lav selv hyggeligt julepynt"!!!

Jeg har fået hjælp af en nummergenerator som trak 3 vindere, som hver har vundet TO bøger :)

Vinderne er ... (høj trommehvirvel !!)....


MERETE

ANNETTE LC

HANNE, RANDERS

Tillykke med bøgerne :) Jeg håber i bliver inspireret til noget super billigt og spændende julepynt :) :) Jeg synes i hvert fald selv at enhver både med og uden børn, skulle kigge i bøgerne og lade sig inspirere :)

Glædelig decemberhygge til vinderne!!! Vil i være søde at sende mig jeres emailadresse? Så i kan modtage bøgerne direkte fra Tina Dalbøge? :) Min mail : momsen @  stofanet.dk ... husk at fjerne mellemrummene.




KREATIV CAFÈ

onsdag den 23. november 2011


VI UDVIDER, på Lunderskov bibliotek!! Vi har længe haft en Kreativ Café, hver torsdag eftermiddag i ulige uger. Nu åbner vi også for mandag aften i lige uger :)

Vi har ofte hørt fra folk, at torsdag eftermiddag var svært at nå, for de kreative folk, der arbejder. Så for at få lokket flere ud af busken, har vi besluttet at tage mandag aften i brug. Vi åbner på mandag, den 28. november, fra klokken 19 til 21.

På vores café, både torsdage og mandage, kan man bare møde op! Det er gratis og der er ingen mødepligt. Her vil være mulighed for at lære nogen kreative ting, eller man tager det med man nu allerede er igang med.

Vi har indtil nu prøvet lidt af hvert, som i kan se på plakaten, men er også klar på at lære noget DU kan?!

Det kan også være at du måske sidder med en drøm om at lære at hækle, strikke, male, knytte eller noget helt andet.... så kan vi også finde ud af det :) Materialer sørger man selv for, eller beder om hjælp til at finde det. Kaffe og evt. kage, skiftes vi lidt til at tage med.

Så kom frisk! Vi ved der sidder mange kreative M/K i Lunderskov og omegn. Så kom ud af busken, hils på os andre og del dine kreative tanker :)

Jeg håber vi ses!

Husk, at første mandag, laver vi Mos-bamser. Hvis du vil være med til dette, medbring da ca. 1 kvm mos, to bamseøjne, en sløjfe til halsen og to ruller bindetråd (grønt ståltråd). Så har vi resten og en underviser.
Materialerne beskrevet, giver mulighed for at lave en bamse der er en lille halv meter høj. Hvis du kun vil lave een der er halv højde, tager du tilsvarende mindre materialer med :)

OG HUSK så lige at der er lodtrækning om Giveaway fra Tina Dalbøge på fredag, så du kan endnu nå at være med :)




Kreativ Giveaway !

mandag den 21. november 2011


Nu nærmer JULEN sig og vi skal snart igang med at hygge med ungerne :) Og her er noget vi alle kan være med til. Tina Dalbøge har nemlig lavet nogen nye e-bøger, som er totalt lækre, med udførlige instrukser og step-by-step-billeder, så det er let og overskueligt, at gå i gang med at lave de søde figurer.

Og så kan du til og med lave søde figurer til praktisk talt ingen penge :)

Jeg har selv kigget dem begge igennem og er forelsket i ideen om at kreere søde ting ud af nærmest intet... ud over ting du oftest har i hjemmet i forvejen og ud af naturlige ting uden en masse kunstigt stads. F. eks. kan du lave Rudolf til under en krone.... HVA?! Er det ikke fedt ? :)

Hvis du ikke allerede kender Tina Dalbøge, synes jeg du skal besøge hendes blog og hendes butik.
Hun sprudler seriøst meget af kreative tanker. Noget af det sidste hun har vist, er fx lysestager ud af plastic afstandsstykker til rionet. Jeg er fuld af beundring for mennesker, som Tina, der kan se mulighederne i selv det mest simple og almindelige!

Men nu til Giveaway'en:

Hele 3 personer kan vinde, 

1 stk "Lav selv hyggeligt Julepynt" 
og 
1 stk  "Lav selv cool Julepynt"

Alt du skal gøre, er at lægge en kommentar :) Så trækker jeg lod på fredag d. 25. november....

Snarlig Jubilæum

fredag den 18. november 2011

WOW lige om lidt - som i næste måned, har jeg 5 års jubilæum på bloggen!! Tænk engang, som tiden bare flyver afsted. Det var Nanna der påpegede det og spurgte om jeg havde set det.

Det havde jeg ikke og blev ærlig talt også lidt overrasket.... FEM år allerede?!

Men det kalder da på noget give-away synes jeg! Så jeg må lige se om jeg kan finde nogen spændende ting at sætte i puljen/puljerne :) Noget skal i hvert fald ske i den kommende måned :)




KOM OG LYT

torsdag den 17. november 2011


KOM FRISK allesammen :) På mandag holder Pernille Rosenkrantz-Theil foredrag på Lunderskov Bibliotek! Stress er noget mange af os kan relatere til og jeg tror hun leverer en både interessant og sjov fortælling :)

Og for en sølle 50'er kan du også komme og lytte! Da der er en del pladser tilbage, dukker du bare op. MEN vil du gøre det lidt lettere for vores søde bibliotekar, at forberede stole nok, så ring lige og meld dig til :)

Glæder mig til at se dig derude!!



Krudt og mangel på samme


Så er der lidt mere juleglas klar :) Og jeg fik fundet nogen sten igår og boret huller i dem. Faktisk havde jeg en voldsomt aktiv dag!!! Som desværre også godt kan mærkes idag.

Jeg fik både hentet glas på værkstedet. Købt sten og kølervæske. Hjem til de gamle og låne værksted og bore huller i sten og fylde kølervæske på bilen. Hjem igen og montere glasfigurer. Sætte bånd i en stak glasstjerner og kræmmerhuse. Finde alt muligt kreativt frem, som nu fylder hele spisebordet og fik styr på det. Fik monteret 3 uldne lamper med ledning. Samt vasket 3 maskiner tøj og hængt det op. Og sørmer om ikke også en pinligt stor opvask lige blev ordnet.

Bare for at smække mig udmattet ned i sofaen og vente på (blundede lidt) at Nanna skulle hentes ved toget kl 0230 i nat, efter hendes tur til koncert i KBH på Vega. Puha godt jeg ikke er hende idag og skal koncentrere mig om at få puttet noget klogskab ind i hovedet.

Men som sagt, så er jeg også flad idag. Hele kroppen værker, men jeg er selv ude om det. Sådan går det når man venter til sidste øjeblik med at ordne sine ting! Okay, sidste øjeblik er så meget sagt. Når man nu har en pension og ondt hver dag, så prøver man jo at forvalte sit krudt, så godt man kan. Nogen gange, får jeg trukket alt for meget på min krudt-konto og må så betale prisen. Så jeg har forsøgt at følge med, men mistede krudt og overblik.


Men idag skal jeg ikke så meget :) Jeg skal have færdiggjort min ring, som jeg startede på til smykkekursus. Og dernæst hjem og sidde stille og roligt... håber jeg.


Sådanne juletræer fik jeg også lige lidt flere lavet af. Søde og enkle... og hvis man vil, kan man sætte et fyrfadslys bagved :)


Men ellers ser mit spisebord sådan ud lige nu. En hel del glas, strik, juleklip, smykker m.m. Og lige nu vil jeg så glæde mig (håbe på) en liiiidt mere stille periode, hvor jeg ikke skal noget næsten hver eneste dag. Jeg har ikke godt af det her ræs!

Men nu er der overblik, så langt, i hvert fald weekenden over.... det føles også rigtig godt.



Filt og brændmærker

tirsdag den 15. november 2011

Igår prøvede jeg noget, jeg ikke har prøvet før. Nemlig at filte en lampeskærm ;) Nu har jeg jo prøvet Nuno filt og ville også gerne lære at lave andet.... nu hvor jeg jo havde opdaget at filt faktisk kunne være blødt, lækkert og havde så meget potentiale til mange projekter.

Nu har jeg lavet nogen stykker af den her slags kegleformede lampeskærme. Som egentlig bare var tænkt at hænge på kulørte ledninger. Men de kunne jo også bruges på de der "farmorlamper" med 3 arme, der kan bukkes i alle retninger.

Uanset, så er de sjove at lave. Men også ret hårde for fingrene. I hvert fald har jeg ømme fingre og arme idag... og brændemærker på to fingre på højre hånd, af at filte energisk uden handsker på. Det husker jeg helt sikkert en anden gang ;)

Næste spændende projekt, kunne være en kuglerund lampeskærm :) Men fingrene skal liiiige restituere igen!

Og to lamper mere:






















DET var savnet

søndag den 13. november 2011


Både solen, var savnet... og ikke mindst en gåtur med kamera, spejdende efter motiver. Jeg har snydt har jeg... jeg har, helt uden at spørge, lånt Dorthes objektiv, med ud på en lille gåtur idag, inden jeg igen skal aflevere lånt grej. Jeg MÅTTE bare ud, nu hvor solen endelig skinnede, en dag hvor jeg ikke skulle noget særligt. Jeg håber hun tilgiver mig.


I hvert fald har nydt det stort. Alene det at gå ude og indsnuse den friske luft og nyde solens varme stråler. For trods det kolde vejr, ifølge mit termometer, føltes det lækkert, lunt og friskt!


Men alle de flotte farver, jeg plejer at smutte ud og knipse, mens det stadig sidder på træerne, lå nu på jorden. Ikke mange steder, ser man blade hænge og skinne gyldent på grenene. Men tjaaaa... grundet ødelagt objektiv, samt det til tider disede og grålige vejr, har bare gjort at jeg for første gang i flere år, ikke var ude og knipse, mens de endnu hang på træerne.

Men det må jeg jo så have til gode til næste år! ;)


Een god ting, kom der dog ud af at smug-låne Dorthes objektiv med ud i skoven idag.... Jeg kan virkelig se hvordan mit gamle objektiv har været slidt længe! Det reagerer hurtigere, tager skarpere fotos og fungerer bare bedre. Så måske det er på tide at skifte ud, uanset.

Hvis jeg havde råd, havde jeg dog skiftet både kamera og objektiv. Jeg føler lidt jeg er vokset fra mit kamera og drømmer ofte om et der er en anelse større. Men lige nu, tror jeg bare jeg skal være glad, hvis jeg får fat i et nyt objektiv ;) Eller også skal jeg huske at spille noget lotto snart!! Det kræves jo ligesom, for at vinde noget.


Men lige idag, fik jeg da dæmmet lidt op for abstinenserne. Og så må jeg lige se at skrive til julemanden (aka mine forældre) at jeg ønsker mig penge til fødselsdag i år ;)


Da jeg stod der i skovbunden, med fødderne godt begravet i et tykt lag gyldent løv, kom jeg til at tænke godt en måned tilbage. Hvor jeg stod med de bare tæer i lige så gyldent, omend tyndere lag løv, i varmegrader, der gjorde kort tøj muligt.

Tænk hvad der sker på så kort tid. Selvom vi dog, ifølge min egen måske ikke så stærk hukommelse, har haft et ret mildt efterår.


Så med den vej det går med vejret, skynder jeg mig at nyde solens stråler og det relativt milde vejr. For inden længe, kan jeg lige se for mig, at hele denne herlighed, er dækket i et tykt lag skinnende hvidt sne!

Tør jeg måske endda sige, at jeg håber det?! ;) Jeg elsker jo sne... det hverken kan eller vil jeg skjule. Og da jeg jo ikke skal noget hver morgen til bestemt tid, tillader jeg mig endda at JUBLE når det kommer. Nogen har spået en vinter lignende den vi havde sidste år.... deeeet behøver det så heller ikke helt blive. Men sne er okay.... det er bare det der med - 15 grader... det er ikke så nødvendigt altså!

Men FØRST nyde resterne af efterårets farver.... som jo, som det læses på mit nye banner, er efterårets forår, med farver der er svære ikke at glædes over!




Strik-in hos Bebiane

lørdag den 12. november 2011


Dagen idag blev benyttet til hygge med skønne kvinder :) Og endnu bedre, en flok kvinder, der deler samme interesse.


Ikke mindre end 10, var vi bænket rundt om spisebordet hos Bebiane.... hvor vi i den grad blev forkælet med alskens godt til ganen og maven. Hvis nogen gik sultne hjem, var det vist mest af alt deres egen fejl. Eller måske fordi der liiiiige skulle strikkes een pind mere, inden man øste op ;)


Her var både boller, tærte, kage og andet lækkert :) Bebiane, du forkæler dine gæster godt... det smagte herligt! Uhmmm og sikke en mums chokoladebombe af en kage jeg fik...


Og jeg tror flere af os lærte noget nyt idag! Jeg ved godt der er noget der hedder firhændigt, på klaver.... men vidste du, at der også er noget der hedder tohændigt strik? Altså ikke dine egne to hænder, men to personer, een hånd hver??? Nej vel? Det vidste jeg heller ikke. Men idag fik jeg set dette nye fænomen, da Kristine skulle lære Annette en ny opslagning. Se bare her... det kræver en vis koncentration, kan jeg afsløre ;)


Men sjovt så det ud..... Og hvor meget Annette faktisk fik ud af det, må hun vist selv svare på. Efter ansigtsudtrykket at dømme, kunne det godt se ud som om det slet ikke var så let!

Faktisk var det Anettes flotte møbius, der startede det hele. Så vi lige måtte lære en opslagning til det...


Anderledes let, var det tilgengæld, at komme TIL at bruge lidt penge på garn. For Lisette havde nemlig lidt af restlageret med, til absolut favorable priser. Der blev gramset, overvejet og stillet frem og sat tilbage og frem igen....  :)  (Jeg var døøøgtig, jeg holdt mig i skindet.... )


Noget helt andet, jeg blev fristet af, var Bettinas iPad!! Jeg fik da lige genopfrisket, hvor meget jeg ønsker mig sådan een!!! Kæææære Julemand, hvis du nu fik lyst, så mangler jeg virkelig virkelig meget sådan en iPad til jul !! :)


Men har dog tænkt på noget Bettina: Hvad så nu når du har strikket så og så langt, i din opskrift og du lige vil sætte en lille streg, hvor du er kommet til? ;) Har du indtil nu været tæt på at sætte en kuglepenstreg??? ;)

Nu har alt godt jo en ende og det havde dagens hyggelige møde også. Tiden flyver virkelig hurtigt i godt selskab.... Aldrig så snart var vi kommet, før det igen gik hjemad. Mon jeg er den eneste der altid har det sådan? :)  Tak for en hyggelig dag piger!







Nunofiltning

mandag den 7. november 2011


Idag har jeg prøvet at Nunofilte. Noget jeg har set et utal af gange... både at det blev gjort og færdige produkter... men aldrig selv prøvet.

Men idag blev så dagen, hvor jeg selv fik fingrene i det. Grunden til at jeg aldrig har prøvet selv, var min egen forudindfattede holdning om at FILT, da var sådan noget gammel stiv og stikkende død får!! Som kradsede helt vildt og slet ikke kunne være spor behageligt.

Jeg må med skam, indrømme at jeg har taget SÅ meget fejl :) For efter at have Nuno'et et tørklæde af merino uld på ostelærred, må jeg jo lissom indse, at det både er blødt og lækkert!

Samtidig var det en hyggelig proces, med at lægge filt ud i ønsket mønster og så vente spændt på at se det færdige resultat! Og af et første forsøg at være, er jeg ganske godt tilfreds.
Nu har jeg en fornemmelse af hvor tykt et lag uld, der giver tykt resultat og omvendt, hvor tyndt det kan gøres. Så nu vrimler det pludselig med idéer til tørklæder :)

Men Tina for pokker, husk nu lige at døgnet KUN har 24 timer og at du også skal huske at holde siesta!!!

(beklager den ringe billedkvalitet... mit objektiv til kameraet er dødt! )



Efterår så det batter

søndag den 6. november 2011

Jeg skal love for at efteråret er over os. Der er så smukt derude..... og jeg har ikke engang været ude og fotografere den!! Det er helt forkert og ligner mig slet ikke...

Men det har to årsager:

1. manglende tid..... jeg farer rundt til alt for meget
2. Mit objektiv er i stykker *Vræl, hulk og snøft*

Tiden er min egen fejl... jeg kan bare lære det der med at sige NEJ! Men omvendt, så er der så mange spændende ting jeg gerne vil og søde mennesker jeg gerne vil hilse på.

Objektivet derimod, er lidt en anden sag. Jeg låner normalt ALDRIG mit kamera ud, heller ikke til Nanna. Men for ikke så længe siden havde hun det med i skole, for at fotografere noget der. Og jeg siger ikke at hun har gjort noget med det.... for det virkede da hun brugte det. Men da jeg selv skulle knipse, derefter, var det død og kunne ikke fokusere, midt på skalaen :(  Netop derfor låner jeg aldrig ud..... for selvom det ikke er hendes skyld, så havde jeg hellere set at det gik død, efter at jeg selv havde brugt det....

Men hvorom alting er, så har jeg ikke råd til et nyt, desværre. Så med kun 18 eller 55 mm skydning, så er fotolysten ikke helt så stor !

Hvis vejret er smukt (læs: Solskin) een af dagene, vil jeg nu alligevel ud og forsøge om ikke jeg kan få noget smukt ud af de mm jeg HAR!! :) Det ku  jo være......

Jeg savner i hvert fald at knipse.....


Men når jeg nu ikke kan knipse efteråret... så har jeg da fået lidt efterår ind på mit nye banner. Jeg trængte sådan til lidt forandring. Dog har jeg det lidt blandet med ikke at have hønen i banneret.
Men hvad synes du? Mangler den? Skal den på igen? Eller er det fløjtende ligegyldigt? :)



Lidt juleglas

tirsdag den 1. november 2011


Så fik jeg en lille ladning glas med hjem og lidt mere lagt i ovnen. Der er nu to store juletræer, på ca 20 og 25 cm og venter på at julen faktisk er her. Og en hel del små juletræer og kræmmerhuse, har også fundet vej hjem :)

Jeg har ikke helt fundet ud af om der skal et lille smalt bånd i dem, for at hænge dem op. Eller om de små krummelurer kan gå på en lille gren.....

 Men strakt jeg fik taget ud af ovnen, fik jeg også puttet lidt nyt i. Flere af de store juletræer. Men denne gang med noget speciel pulverfarve, der efter brænding bliver lidt som irret kobber. En blanding af grønt og brunt.... hvis det da ellers bliver, som jeg så det på messen i Fredericia i weekenden.

Jeg overvejer lidt at lave et par stooore juletræer til mig selv. Til at stå ude i haven :) Men nu må jeg lige se ad.... jeg ville gerne lige finde noget brugt vinduesglas først!!! Hvis du kender til noget brugt glas, et sted, som bare ligger.... så lad mig det endelig vide :)


Jeg er ellers ikke rigtigt til at kigge på julepynt endnu. Jeg er normalt varm fortaler for, at INTET julepynt skal være i syne, før 1. december... eller 1. søndag i advent, alt efter hvilken der kommer først.
Men når man skal stå på et lille hyggeligt julemarked.... så må jeg jo kigge på pynten allerede nu ;)